Hvem vil være sammen med Kenny Irby?
torsdag, 19. juni 2008
Jeg troede, vi havde gjort et scoop, da det var lykkedes at få Kenny Irby til Danmark i august 2008. Ikke bare til et kort energifyldt oplæg på en konference. Men til en hel uges kursus på Poynter Summer School. Fantastisk!
Men hvor bliver tilmeldingerne af fra jer fotografer og andre visuelle redaktionelle folk? Vi står lige nu med en alt for lille flok tilmeldte til linien Visual journalism and multimedia og skal muligvis snart til at overveje at bede Kenny om at blive hjemme.
Tilmeldingen til de andre to linier, Managing change og Best practises of beat reporting går fint. Men ikke til denne her.
Prøv lige at tage et kig på programmet! Er der ikke en del at hente her for dig, som er engageret i billeder og visuel historiefortælling?
Vi har efter samråd med gode folk som blandt andre fotojournalist Michael Bager (som allerede er tilmeldt sommerskolen) besluttet at lægge betydelig vægt på video på nettet. Kenny Irby kommer her med helt frisk viden og erfaring - blandt andet fra aktuelle Poynter-kurser som Advanced Multimedia Reporting with Video og Online Storytelling with Audio and Images.
Du skal ikke regne med et kursus i basis-teknik. Til gengæld vil Kenny Irby med garanti fyre op under din indre fortæller og give dig ny energi og viden til at gå hjem og afprøve nye måder at arbejde med dine visuelle talenter på. Med garanti!
Ja, som det vel tydeligt fremgår er jeg klar til at gøre stort set hvad som helst for at sælge en billet til Poynter Summer School til dig. Inklusiv slesk og tåkrummende markedsføringstale som denne her.
Lad os nu få nogle tilmeldinger!
