Den professionelle fotograf

Sommerperioden er ret stille her på UPDATE - en god tid til oprydning. Jeg faldt i den forbindelse over evalueringen af et forsøg på Sjællandske Medier tilbage i 1999. Forsøgsvis flyttede en af husets fotografer ind på lokalredaktionen i Slagelse i stedet for som normalt at have udgangspunkt i den centrale fotoafdeling i Næstved.

Ikke flere fotosedler og uønskede opgaver. I stedet var fotografen med i planlægning og prioritering af de historier, der rummede billedmuligheder og fulgte i øvrigt i højere grad redaktionens rytme i stedet for de sædvanlige “vagter”.

Alle udtrykte tilfredshed. Fotografen oplevede, at arbejdet blev mere tilfredsstillende. Redaktionen fik løst mindst lige så mange opgaver som før - uden overarbejde. Og fotochef Thomas Krakau konkluderede:

“Billedkvaliteten er kommet langt højere op end det vi er vant til, det skyldes efter min mening at der har været tid til at tale opgaverne igennem og få de “kedelige” opgaver væk eller ihvertfald løst på en anden måde så de fotomæssigt bliver mere spændende.”

Der var lagt op til, at den måde at arbejde på skulle gøres permanent, og jeg forestillede mig i min naivitet, at alle redaktioner på tilsvarende vis ville nedbryde fotograf-siloerne og droppe den daglige kabale med fotosedler.

Når jeg så læser Leo Grøndals klumme “Mit liv som hund” på Pressefotografforbundets hjemmeside, så tænker jeg, at der alligevel ikke er sket så meget.

Når nu erfaringen siger, at det giver bedre billeder, og at fotograferne får et mere interessant og givende arbejde. Og der samtidig er få ulemper. Det er muligt at få lige så mange “fotoopgaver løst” (for nu at blive i fortidens sprogbrug).

Eneste spørgsmålstegn sættes ved logistikken: Vagtordning i weekenden? Hvad med ferieperioder? Jamen, da laver vi bare en vagtordning som i gamle dage, lød svaret på Sjællandske Medier i ´99.

Hvorfor lukker mediehusene ikke fotoredaktionerne og lader fotograferne være en del af redaktionens rytme fra start til slut? Er det fordi, det er lettere at opretholde bureaukratiet? Ikke så meget snak om “hvor er de bedste billedmuligheder” og den slags bøvl. Og måske er det også rarere for fotograferne at have “vagter” i stedet for at være der, når historierne er der?

Kommentarer?