Den professionelle fotograf

Som en del af spørgeskemaundersøgelsen blev fotograferne spurgt om deres vurdering af, i hvor høj grad der om fem år vil være brug for deres nuværende faglige viden og erfaring. Her er pressefotograferne de mest skeptiske.

Kun 14% af PF´erne tror, at der om fem år vil være mere brug for deres faglighed end i dag, mens næsten dobbelt så mange (26%) af reklamefotograferne tror, at de vil være mere efterspurgt om fem år. Nogenlunde lige så mange (28%) af tv-fotograferne tror tilsvarende på en lys fremtid.

Omvendt tror hver fjerde pressefotograf og tv-fotograf, at deres faglige fremtid tegner mere dyster. Henholdsvis 25% og 24% tror, at der vil blive mindre brug for deres faglighed om fem år. Igen er flere reklamefotografer positive. Kun 15% tror, at der bliver mindre brug for dem.

Resultaterne er en del af rapporten “Fotografernes professionelle fremtid”, som Update offentliggør i løbet af juni 2007.

“Aldrig har der været så gode muligheder for at publicere fotojournalistik som i dag”, siger tre unge norske fotochefer til det norske Journalisten.

Linda Næsfeldt er blevet fotochef på Dagsavisen, Jon Terje Hellgren Hansen på Dagbladet og Espen Rasmussen på VG. Alle lige på den erfarne side af 30 år. Og alle med en stor tro på fotojournalistikkens muligheder, som det fremgår af artiklen i Journalisten.

De mener, at det vil kunne ses i de tre aviser, at den nye generation af chefer tænker billeder på en anden måde end tidligere. I løbet af den lange artikel fremhæver de følgende prioriteringer:
- Fotograferne skal tage flere initiativer selv. De nye chefer ønsker flere “billeddrevne” ting i avisen.
- Mere vægt på reportagebilleder - også når det gælder dagligdags situationer
- Tydeligere prioritering af de opgaver, der rummer mulighed for gode reportagefotos
- Klarere skelnen mellem forskellige genrer i avisen. Forskellige regler for bearbejdning (i Photoshop) bør gælde for de forskellige genrer. Det handler om troværdighed.
- Erkendelse af at stærkt iscenesatte billeder har deres berettigelse i visse sammenhænge.

Som en del af spørgeskemaundersøgelsen blev fotograferne spurgt om deres oplevelse af stress i dagligdagen. I alle tre kategorier af fotografer oplever en stor gruppe et vist mål af stress i dagligdagen. Mellem 40 og 50% svarer ”til en vis grad” på spørgsmålet, om de føler, at dagligdagen er stresset eller presset.

Dertil kommer så, at omkring 20% - cirka hver femte – føler sig meget stressede. Så alt i alt oplever to ud af tre fotografer et arbejdspres, der gør, at de enten i høj eller moderat grad føler sig stressede.

Det må siges, at være et ganske højt tal, og der er behov for at diskutere nogle bud på, hvad årsagerne kan være, og hvordan problemet eventuelt kan afhjælpes.

Har du nogle kommentarer eller forslag, så skriv en melding her nedenfor. Dine ideer vil indgå i rapporten “Fotografernes professionelle fremtid”

Fotografer klager ofte over, at det er svært at skulle tage både stillfotos og video af det samme begivenhedsforløb. Men måske er de tider snart forbi.

Søren Pagter skriver i Journalisthøjskolens netmagasin eJour, at de nyeste video-kameraer kan levere stillfotos i langt højere kvalitet end hidtil.

Det betyder, at fotografer kan nøjes med at optage video og så efterfølgende “plukke” det eller de stillfotos, der egner sig bedst. Mediehuset Dallas Morning News har allerede taget konsekvensen og udstyret alle deres fotografer udelukkende med videokamera.

Søren Pagter spår, at danske mediehuse som Nordjyske og Sjællandske om få år vil følge efter, og han vurderer, at det vil føre til en revolution inden for still-fotografiet.

Jeg er enig i, at det vil føre til store forandringer, men tror ikke at det bliver nemmere at være fotograf, selvom Søren mener at “videokameraet blot skal køre, så fanger øjeblikkene af sig selv”. Enhver tv-fotograf eller VJ ved, hvor svært det er at indramme og skildre et forløb.

Det bliver to forskellige arbejdsformer, der smelter sammen i én proces, der stadig vil handle om at komponere billedet/forløbet og fortælle en interessant historie. Oveni kommer så de mange muligheder, som multimedia giver fotograferne til at gøre deres fortællinger endnu mere interessante og vedkommende.

Der danner sig altså en ny faglighed på grunden af de eksisterende. Forhåbentlig til fordel for både brugere og producenter.

Konvergensen og flermedialiteten er endnu ikke slået igennem for alvor blandt danske still-fotografer.

Kun cirka 10% af reklame- og pressefotograferne tager jævnligt videobilleder. Og cirka samme andel bidrager jævnligt til internettet med enkle eller avancerede multimedia-løsninger.

Det fremgår af den spørgeskemaundersøgelse, Michael Bager og jeg for en måned siden gennemførte blandt de fotograferende medlemmer af Dansk Journalistforbund.

Med “jævnligt” menes her flere gange om måneden eller oftere. På dags- eller ugebasis er tallene endnu lavere.

Ser man på tv-fotograferne, går det tilsyneladende stærkere den anden vej. Næsten halvdelen (46%) af de, der svarede, leverer jævnligt stillfotos til nettet eller trykte publikationer. Tallene her skal dog tages med forbehold, da kun 51 tv-fotografer har svaret.

Men tallene tyder på, at selvom debatten om multimedia og video og interessen for kurser og seminarer er stor blandt still-fotografer, så er det ikke i særlig høj grad slået igennem i det daglige arbejde.

Har du holdninger eller synspunkter til dette, er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenfor.

Mange overraskende tv-fortællinger med gode billeder som omdrejningspunkt. Det var et af de konkrete resultater af et uddannelsesprojekt, som seks af landets TV2-regioner deltog i sidste år.

En gruppe fotografer og teknikere gennemgik et uddannelsesforløb, der skulle gøre dem i stand til i højere grad selv at fortælle historier i stedet for at ”servicere” journalister, som mange tidligere havde gjort.

Projektet viste, at fotografer og teknikere med stor succes kan uddannes til i højere grad selv at fortælle historier, der endda adskiller sig ved at vægte visuelle og lydmæssige elementer meget højt.

Evalueringen af projektet viste også, at det var en åbenlys fordel for kompetenceudviklingen, at redaktionscheferne gik ind i projektet. De fleste tog ejerskab og fulgte op med supervision og efterkritik til deltagerne.

Til gengæld viste evalueringen også, at ikke alle deltagende fotografer og teknikere hopper på vognen som historiefortællere. For dén gruppe er det nødvendigt at tage fat på at afklare fremtidens kompetencemuligheder. I hvert fald hvis man tror på øgede krav om fleksibilitet og flerfunktionalitet til fremtidens digitale tv-medabejdere.

Flere fotografer har kommenteret indlægget om, at pressefotografer føler sig mindre værdsat end deres kolleger, reklamefotograferne. En af kommentarerne kommer fra pressefotograf Klaus Madsen, Thisted Dagblad.

Klaus Madsen skriver, at han ikke er overrasket over, at kun godt halvdelen af pressefotograferne føler sig værdsat i de redaktionelle sammenhænge, de indgår i. Han mener, at mange fotografer selv har en del af ansvaret for, at de ikke føler sig som ligeværdige medlemmer af redaktionen.

“Det er lidt underligt, at fotograferne, der når det gælder teknik og kameraer nok ved hvad de ønsker sig, ikke også ønsker sig større indflydelse på aviserne og deres indhold - og vil arbejde for det.

Det er mere end en tanke værd, at fotograferne jo bruger masser af tid og energi på Photoshop - men meget mindre tid på at udvikle de billeder og de historier som Photoshop jo blot et nødvendigt værktøj til at bringe videre. Så bliver man hurtigt utilfreds og føler sig sat til side i en verden, hvor det først og fremmest handler om at fortælle historier.

Jeg kom til at tænke på min cykelhandler, Visti hedder han, der en dag fik en kunde med 20-25.000 kroner i hånden. Kunden ville købe en cykel med al det fineste udstyr, og kunden lod som om han vidste ALT. Visti spurgte så: Kan du cykle…..

Nok så fin en cykel med nok så fint udstyr får det jo ikke uden videre til at gå hurtigt over Mont Ventoux. Sådan er det også med fotograferne”, skriver Klaus Madsen, som i parentes bemærket selv er cykel-entusiast.

Han foreslår, at fotograferne blander sig langt mere i den redaktionelle proces, møder op på redaktionsmøder, og selv går i gang med journalistiske projekter, hvor billederne er i centrum.

Det skal i den forbindelse nævnes, at Klaus Madsen i marts fik “Den gyldne blok” af Dansk Journalistforbunds Kreds 5 for sit arbejde med udvikling af fotojournalistikken på Thisted Dagblad.

Jeg er i fuld gang med at analysere svarene på spørgeskemaundersøgelsen, jeg sammen med Michael Bager har gennemført blandt danske fotografer. Pressefotografer/fotojournalister fik ét skema, reklamefotograferne fik et andet, og tv-fotograferne fik et tredje.

Der er mange interessante resultater. Især når man sammenligner, hvordan de tre grupper af fotografer har svaret.

Noget af det, der har slået mig mest, er at reklamefotograferne i langt højere grad end pressefotograferne føler sig som værdsatte medspillere i den skabelsesproces, de er en del af.

73,1% af de reklamefotografer, der har svaret (213 personer), føler sig enten “i meget høj grad” eller “i ret høj grad” som værdsatte medspillere.

Til sammenligning markerer kun 53,4% af de svarende PF´ere (311 personer), at de enten i “meget høj grad” eller “i ret høj grad” føler sig værdsat.

Midt imellem ligger tv-fotograferne, hvor 63,9% føler sig værdsat i meget eller ret høj grad. Det skal dog tages i betragtning, at denne gruppe kun består af 51 personer.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at forskellen er så markant mellem de to førstnævnte grupper. Og ikke mindst er det for mig overraskende - og nedslående - at kun godt halvdelen af pressefotograferne føler, at de er respekterede i deres respektive redaktionelle miljøer. Resten er forbeholdne eller direkte negative i deres vurdering af egen status.

Jeg er meget interesseret i kommentarer til disse - og de efterfølgende - resultater. Du kan skrive i feltet nedenfor.

Men links til henholdvist norske Gunnar Grønlund og det britiske DV-fænomen David Dunkley-Gyimah fik fotobloggen åbnet en blogroll, så du - som bloglæser - kan se, hvor vi blandt andet får vores ideer og tanker fra.

Har du kendskab til andre interessante fotoblogs, som vi bør kigge lidt på, så sig endelig til

Mvh.

Kenneth Milling

På en mellemstor lokalavis i Norge tages tre ud af fire billeder af reporterne selv, og foto-arbejdspladserne er under pres.

Mens debatten om ”fotograferende journalister” kører i Danmark, har den faggrænse nærmest aldrig eksisteret i Norge. Et konkret eksempel derfra fortæller, hvad man kan vente sig herhjemme.

Jeg var midt i april coach i en uge på Hamar Arbeiderblad, et dagblad med et oplag på 28.000 og en dominerende position i Hedmarken ikke langt fra Lillehammer. Avisen har tre fuldtidsansatte fotografer plus en elev. I den uge, jeg var på redaktionen, registrerede jeg, hvem der tog billederne til hvilke historier.

Mine observationer i grove træk:

• 24% af de større billeder (over 25 kvadratcentimeter) på lokalsiderne, sport, kultur og debat var taget af de fastansatte fotografer. Langt de fleste af de øvrige fotos var taget af journalitserne selv – bortset fra nogle få privatfotos.
• Billedkvaliteten var kolossalt svingende. Fra glimrende fotojournalistik til døde – og lidt uskarpe – portrætfotos.
• Flere af fotograferne tager initiativ til – og gennemfører – egne billed-projekter flere gange om måneden. Det kan for eksempel være at følge et handicappet søskendepar over længere tid.
• Derudover prioriteres fotografernes tid mest på reportage- og features til lørdagens tillæg Pluss samt de bærende daglige nyhedsopslag.
• I dækningen af omegnskommunerne rundt om hovedbyen Hamar anvendes næsten udelukkende fotos taget af reporterne selv. Der spares en masse kilometer, og reporterne har ro i sjælen ved at vide, at de selv kan bestemme, hvilke historier, der skal billeddækkes.

Danske avisfotografer frygter, at det stigende antal aftaler om ”fotograferende journalister” vil få redaktionerne til at nedlægge fotograf-arbejdspladser. Og den frygt er berettiget, viser erfaringerne fra Norge, hvor kun større dagblade som VG, Dagbladet og Bergens Tidende stadig har deciderede billed-faglige miljøer i form af fotoafdelinger.

På mindre norske dagblade (under 15-20.000 i oplag – og dem er der stadig mange af i Norge) er der kun få fotografer ansat i dag.

Og på en avis som Hamar Arbeiderblad er fotografernes arbejdspladser ikke fremtidssikrede. Om kort tid går en af de fastansatte fotografer på pension, og eleven har fået job på en af de store landsdækkende dagblade. Ingen af de to job genbesættes.

Min egen konklusion er, at fotojournalistikkens fremtid er usikker, når en sådan faggrænse forsvinder.

Når det handler om jobsikkerhed, afhænger den naturligvis af, om fotograferne kan overbevise ledelsen om, at de kan levere den nødvendige “merværdi” til det redaktionelle arbejde. Og dér er de naturligvis afhængige af, at billedkvalitet og fotografernes arbejde i det hele taget har status i ledelsens øjne.

Og når det gælder jobindhold, er de afhængige af de samme faktorer - plus én mere: Vil det lykkes redaktionerne at prioritere det fotojournalistiske arbejde, sådan at de tilbageværende ressourcer lægges dér, hvor førnævnte “merværdi” er størst?