Den professionelle fotograf

Ganske mange redaktioner har nu en formuleret billedpolitik. Men fungerer den som det udviklingsredskab, den kunne være? Eller er billedpolitikken i højere grad et manifest, som fotograferne kan hævde sig på?

UPDATE har for nylig gennemført et udviklingsprojekt sammen med fotograferne i et dansk mediehus. Ud over at stå for et decideret kursus for fotograferne gennemgik journalist og underviser Lars Møller redaktionens arbejdsgange og de journalistiske resultater - og sammenholdt virkeligheden med den formulerede billedpolitik.

I sin efterfølgende rapport kalder Lars Møller billedpolitikken for “et stykke pænt papir i skuffen”:

Fotograferne er nok klar over, at de har en billedpolitik, men de bruger den ikke som et aktivt redskab - og de har ingen forventninger til, at de skrivende og redigerende bruger den, selv om den fortrinsvis er henvendt til dem.

Lars Møller mener, at årsagen bunder i, at papiret ikke er særligt operativt anvendeligt:

1) Det er et princippapir, der ikke forholder sig til udmøntningen af principperne. Der skrives meget i passivform som dette eksempel viser: “Der skal tænkes nøje over, hvorfor et billed bestilles, og hvordan det skal bruges”. Men hvem er det, der skal gøre det?

2) I visse tilfælde strider principperne direkte mod praksis. For eksempel taler billedpolitikken om, at arkivbilleder “bør så vidt muligt undgås”. Realiteten er, at både print- og netmedier er vældig afhængige af arkivfotos!

Konsekvensen er, at ingen, end ikke fotograferne, kan tage papiret helt alvorligt,

skriver Lars Møller i sin rapport.

Lars Møller vil på seminaret Mere end en finger med i spillet d. 28. april i Århus komme med ideer til, hvordan en aktiv billedpolitik bør formuleres, og hvordan fotograferne kan og bør bruge den i det daglige arbejde.

For hvem er det, der skal følge op, udvikle og lave forsøg med nye visuelle produkter og arbejdsformer - hvis ikke fotograferne selv?

En helt aktuel historie fra det virkelige liv: En fotograf ringer til redaktionschefen for at høre mere om en foto-opgave, vedkommende kun har fået spredte stikord til. Redaktionschefens svar lyder lidt irriteret og er omgivet af utålmodige suk. Underforstået: Hvorfor tager du min tid? Hvorfor kører du ikke bare ud og tager de billeder?

Her inde på UPDATE - i pæn afstand fra redaktionernes virkelighed - bliver man jo noget rystet over at høre, at fotografer stadig udsættes for den slags oplevelser. Og adfærdspsykologer vil sikkert bekræfte, at de fleste mennesker - også fotografer - sikkert snart vil holde op med at ringe og bede om uddybende svar på, hvad opgaven består i.

Vi mennesker har en tendens til at indrette os på de forventninger, andre har til os. På godt og ondt.

Det er klart, at den stærkeste modstander for en del fotografer er omgivelsernes - både ledelsens og kollegers forventninger om “bare at få opgaven løst” uden for meget bøvl og diskussion.

Selvom opgaven på mange måder ligner den baron von Münchhausen stod over for, da han skulle hive sig selv op af sumpen, så håber vi alligevel at se nogle fotografer til seminaret “Mere end en finger med i spillet” d. 28. april på Pressens Uddannelses Center i Århus.

Seminaret er tænkt som starten på en proces, hvor vi samler de bedste eksempler på, at fotografer ikke bare tager initiativet i den redaktionelle proces - men også medvirker til at udvikle og forbedre de måder, reportere, fotografer og redigerende/redaktører arbejder sammen på til fælles bedste.

Inden da: Har du gode ideer til, hvordan et sådant samarbejde bør foregår, og har du nogle erfaringer, du ønsker at dele med andre, så send mig en mail på pf@update.dk eller skriv et indlæg her på sitet.

I mediehuset Fort Myers News-Press findes der ikke længere, reportere, fotografer, redaktionssekretærer osv. Der findes to typer af redaktionelle medarbejdere “collectors” og “connectors”. Dem der indsamler stof og dem der redigerer stoffet og sender det ud til folket.

Collectors har ikke noget kontor, men en bil, bærbar computer, mobiltelefon, lydoptager og fotoudstyr - naturligvis til både video og still. “There´s no news in the newsroom”, som de siger derovre. Det er ikke noget nyt for fotografer, men for reportere er det lidt af et chock. Alle 55 reportere er nu såkaldte MoJo´s - Mobile Journalists.

Managing Editor Mackenzie Warren, Fort Myers News-Press, fortalte på et UPDATE-seminar i sidste uge om erfaringerne med MoJo´s. De publicerer 5-6 historier om dagen - direkte på nettet. Først i anden omgang redigeres og ompakkes stoffet til avisen, magasiner og andre websites.

Under selve seminaret blev der ikke snakket mange ord om fotografer. Hvis de kan gå ind på lige fod med reporterne, kan de blive MoJo´s. Ellers var det tydeligt, at de tidligere fotografer har det svært.

Det er dog stadig muligt for enkelte fotografer at hellige sig det, de er bedst til, uddybede Mackenzie Warren i en pause. Man ved jo godt, hvem der kan tage de virkelig gode billeder, og det er naturligt, at en MoJo med gode foto-kompetencer dirigeres hen til opgaver, hvor der vil kunne være gode billeder. Men det er ganske få, der har det privilegium. Ellers er fotografering en del af det generelle reporter-arbejde.

Denne totale omlægning af, hvem der gør hvad på redaktionen, gennemføres nu overalt på alle aviskæden Gannetts 100 redaktioner over hele USA.

Jeg har lige haft en snak med min gode ven, grafiker Niels Heie fra Den Grafiske Højskole, som fortalte nogle interessante ting om billeder rolle i ”skabelsen af mening” – om det så er en avisartikel eller en virksomheds invitation til medarbejdermøde.

Vi ved vel efterhånden alle, at billeder sammen med overskrifter er det første folk kigger på, mens de overvejer, om de skal bruge mere tid på at læse mere – eller kaste sig over andre opgaver. I journalistiske termer siger vi, at billed og rubrik sammen udgør en påstand om, hvad artiklen eller hvad det nu er, handler om.

Denne påstand kan så være mere eller mindre meningsfuld. Og mere eller mindre interessant. Det afhænger af billede og rubrik – hver for sig og sammen.

MEN – og nu kommer vi til det. Niels Heie sagde så, at hans studerende adskillige gange har lavet øvelser, hvor de ud fra et givet tekstmateriale skulle vælge det bedste billede, sådan at det hele hang meningsfuldt sammen. Eller den anden vej rundt – ud fra et givet billede skulle konstruere rubrik og andre tekst-indgange.

Det viser sig igen og igen, at de øvelser, hvor billedet er udgangspunktet for opgaven at få det hele til at hænge sammen, giver det bedste resultat – forstået på den måde at udefrakommende vurderer, at den samlede kommunikationsløsning hænger bedre sammen, end når teksten har været udgangspunktet.

Selvom det måske virker lovlig teoretisk på nogle af jer, som læser denne blog, så viser det i mine øjne noget om, at hvis billedet i højere grad (end det er tilfældet mange steder) bliver udgangspunkt for skabelsesprocessen, bliver resultatet bedre, sådan som det opfattes af læseren.

Og hvad betyder det så for fotografers arbejde?

Dels at billeder ikke bare kommunikerer ”oplevelse” men også ”mening”. Det er altså utrolig vigtigt at få diskuteret og aftalt, hvad historiens eller kommunikationens substans er, og hvilken rolle billedet skal spille.

Og dels at det er vigtigt, at billeder bliver læst rigtigt i redigeringsfasen. Det kræver viden og opmærksomhed at redigere, beskære og hvad man i øvrigt kan tillade sig at gøre i Photoshop. Hvem skal gøre det?

Det virker, som om mange fotografer afviser at gå ind i den redigeringsfase og vælger en passivt/negativ attityde over for de folk, som skal gøre det ”beskidte arbejde” at få tingene til at passe sammen, så det giver mening for læseren.

I stedet må fotografer i stigende grad involvere sig i alle led af processen – først i idéfasen, hvor den grundlæggende hensigt diskuteres og fastlægges og senere i redigeringsfasen, hvor elementerne pudses af og tilpasses hinanden.

Niels Heie har forresten skrevet nogle interessante artikler om sine eyetrack-forsøg, og hvordan billeder og tekst spiller sammen. De ligger her på Updates hjemmeside

OBS - sidst redigeret d. 26. juni: Rapporten kan nu igen hentes via linket nedenfor. Venlig hilsen Peter From

Så blev den endelig færdig, rapporten til Dansk Journalistforbund om fremtidsudsigterne for reklame-, presse- og tv-fotografer. Du kan hente den her.

Som tidligere skrevet her på bloggen ser jeg rapporten som et skridt på vejen - ikke en afslutning. Der er masser af perspektiver og vinkler, der ikke er ordentligt belyst i rapporten, og der er sikkert også nogle argumenter, der ikke er ordentligt gennemtænkt.

Debatten her på siden - og på andre netsteder for den sags skyld - om fotografers nutid og fremtid har indtil nu været mere end begrænset. Det kunne være skønt, om nogle fotografer eller foto-interesserede ville stikke snuden frem og blande sig i debatten.

OBS - sidst redigeret d. 26. juni: Rapporten kan nu igen hentes via linket nedenfor. Venlig hilsen Peter From

Så blev den endelig færdig, rapporten til Dansk Journalistforbund om fremtidsudsigterne for reklame-, presse- og tv-fotografer. Du kan hente den her.

Som tidligere skrevet her på bloggen ser jeg rapporten som et skridt på vejen - ikke en afslutning. Der er masser af perspektiver og vinkler, der ikke er ordentligt belyst i rapporten, og der er sikkert også nogle argumenter, der ikke er ordentligt gennemtænkt.

Debatten her på siden - og på andre netsteder for den sags skyld - om fotografers nutid og fremtid har indtil nu været mere end begrænset. Det kunne være skønt, om nogle fotografer eller foto-interesserede ville stikke snuden frem og blande sig i debatten.

Fotografer klager ofte over, at det er svært at skulle tage både stillfotos og video af det samme begivenhedsforløb. Men måske er de tider snart forbi.

Søren Pagter skriver i Journalisthøjskolens netmagasin eJour, at de nyeste video-kameraer kan levere stillfotos i langt højere kvalitet end hidtil.

Det betyder, at fotografer kan nøjes med at optage video og så efterfølgende “plukke” det eller de stillfotos, der egner sig bedst. Mediehuset Dallas Morning News har allerede taget konsekvensen og udstyret alle deres fotografer udelukkende med videokamera.

Søren Pagter spår, at danske mediehuse som Nordjyske og Sjællandske om få år vil følge efter, og han vurderer, at det vil føre til en revolution inden for still-fotografiet.

Jeg er enig i, at det vil føre til store forandringer, men tror ikke at det bliver nemmere at være fotograf, selvom Søren mener at “videokameraet blot skal køre, så fanger øjeblikkene af sig selv”. Enhver tv-fotograf eller VJ ved, hvor svært det er at indramme og skildre et forløb.

Det bliver to forskellige arbejdsformer, der smelter sammen i én proces, der stadig vil handle om at komponere billedet/forløbet og fortælle en interessant historie. Oveni kommer så de mange muligheder, som multimedia giver fotograferne til at gøre deres fortællinger endnu mere interessante og vedkommende.

Der danner sig altså en ny faglighed på grunden af de eksisterende. Forhåbentlig til fordel for både brugere og producenter.

Flere fotografer har kommenteret indlægget om, at pressefotografer føler sig mindre værdsat end deres kolleger, reklamefotograferne. En af kommentarerne kommer fra pressefotograf Klaus Madsen, Thisted Dagblad.

Klaus Madsen skriver, at han ikke er overrasket over, at kun godt halvdelen af pressefotograferne føler sig værdsat i de redaktionelle sammenhænge, de indgår i. Han mener, at mange fotografer selv har en del af ansvaret for, at de ikke føler sig som ligeværdige medlemmer af redaktionen.

“Det er lidt underligt, at fotograferne, der når det gælder teknik og kameraer nok ved hvad de ønsker sig, ikke også ønsker sig større indflydelse på aviserne og deres indhold - og vil arbejde for det.

Det er mere end en tanke værd, at fotograferne jo bruger masser af tid og energi på Photoshop - men meget mindre tid på at udvikle de billeder og de historier som Photoshop jo blot et nødvendigt værktøj til at bringe videre. Så bliver man hurtigt utilfreds og føler sig sat til side i en verden, hvor det først og fremmest handler om at fortælle historier.

Jeg kom til at tænke på min cykelhandler, Visti hedder han, der en dag fik en kunde med 20-25.000 kroner i hånden. Kunden ville købe en cykel med al det fineste udstyr, og kunden lod som om han vidste ALT. Visti spurgte så: Kan du cykle…..

Nok så fin en cykel med nok så fint udstyr får det jo ikke uden videre til at gå hurtigt over Mont Ventoux. Sådan er det også med fotograferne”, skriver Klaus Madsen, som i parentes bemærket selv er cykel-entusiast.

Han foreslår, at fotograferne blander sig langt mere i den redaktionelle proces, møder op på redaktionsmøder, og selv går i gang med journalistiske projekter, hvor billederne er i centrum.

Det skal i den forbindelse nævnes, at Klaus Madsen i marts fik “Den gyldne blok” af Dansk Journalistforbunds Kreds 5 for sit arbejde med udvikling af fotojournalistikken på Thisted Dagblad.

Jeg er i fuld gang med at analysere svarene på spørgeskemaundersøgelsen, jeg sammen med Michael Bager har gennemført blandt danske fotografer. Pressefotografer/fotojournalister fik ét skema, reklamefotograferne fik et andet, og tv-fotograferne fik et tredje.

Der er mange interessante resultater. Især når man sammenligner, hvordan de tre grupper af fotografer har svaret.

Noget af det, der har slået mig mest, er at reklamefotograferne i langt højere grad end pressefotograferne føler sig som værdsatte medspillere i den skabelsesproces, de er en del af.

73,1% af de reklamefotografer, der har svaret (213 personer), føler sig enten “i meget høj grad” eller “i ret høj grad” som værdsatte medspillere.

Til sammenligning markerer kun 53,4% af de svarende PF´ere (311 personer), at de enten i “meget høj grad” eller “i ret høj grad” føler sig værdsat.

Midt imellem ligger tv-fotograferne, hvor 63,9% føler sig værdsat i meget eller ret høj grad. Det skal dog tages i betragtning, at denne gruppe kun består af 51 personer.

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at forskellen er så markant mellem de to førstnævnte grupper. Og ikke mindst er det for mig overraskende - og nedslående - at kun godt halvdelen af pressefotograferne føler, at de er respekterede i deres respektive redaktionelle miljøer. Resten er forbeholdne eller direkte negative i deres vurdering af egen status.

Jeg er meget interesseret i kommentarer til disse - og de efterfølgende - resultater. Du kan skrive i feltet nedenfor.

På en mellemstor lokalavis i Norge tages tre ud af fire billeder af reporterne selv, og foto-arbejdspladserne er under pres.

Mens debatten om ”fotograferende journalister” kører i Danmark, har den faggrænse nærmest aldrig eksisteret i Norge. Et konkret eksempel derfra fortæller, hvad man kan vente sig herhjemme.

Jeg var midt i april coach i en uge på Hamar Arbeiderblad, et dagblad med et oplag på 28.000 og en dominerende position i Hedmarken ikke langt fra Lillehammer. Avisen har tre fuldtidsansatte fotografer plus en elev. I den uge, jeg var på redaktionen, registrerede jeg, hvem der tog billederne til hvilke historier.

Mine observationer i grove træk:

• 24% af de større billeder (over 25 kvadratcentimeter) på lokalsiderne, sport, kultur og debat var taget af de fastansatte fotografer. Langt de fleste af de øvrige fotos var taget af journalitserne selv – bortset fra nogle få privatfotos.
• Billedkvaliteten var kolossalt svingende. Fra glimrende fotojournalistik til døde – og lidt uskarpe – portrætfotos.
• Flere af fotograferne tager initiativ til – og gennemfører – egne billed-projekter flere gange om måneden. Det kan for eksempel være at følge et handicappet søskendepar over længere tid.
• Derudover prioriteres fotografernes tid mest på reportage- og features til lørdagens tillæg Pluss samt de bærende daglige nyhedsopslag.
• I dækningen af omegnskommunerne rundt om hovedbyen Hamar anvendes næsten udelukkende fotos taget af reporterne selv. Der spares en masse kilometer, og reporterne har ro i sjælen ved at vide, at de selv kan bestemme, hvilke historier, der skal billeddækkes.

Danske avisfotografer frygter, at det stigende antal aftaler om ”fotograferende journalister” vil få redaktionerne til at nedlægge fotograf-arbejdspladser. Og den frygt er berettiget, viser erfaringerne fra Norge, hvor kun større dagblade som VG, Dagbladet og Bergens Tidende stadig har deciderede billed-faglige miljøer i form af fotoafdelinger.

På mindre norske dagblade (under 15-20.000 i oplag – og dem er der stadig mange af i Norge) er der kun få fotografer ansat i dag.

Og på en avis som Hamar Arbeiderblad er fotografernes arbejdspladser ikke fremtidssikrede. Om kort tid går en af de fastansatte fotografer på pension, og eleven har fået job på en af de store landsdækkende dagblade. Ingen af de to job genbesættes.

Min egen konklusion er, at fotojournalistikkens fremtid er usikker, når en sådan faggrænse forsvinder.

Når det handler om jobsikkerhed, afhænger den naturligvis af, om fotograferne kan overbevise ledelsen om, at de kan levere den nødvendige “merværdi” til det redaktionelle arbejde. Og dér er de naturligvis afhængige af, at billedkvalitet og fotografernes arbejde i det hele taget har status i ledelsens øjne.

Og når det gælder jobindhold, er de afhængige af de samme faktorer - plus én mere: Vil det lykkes redaktionerne at prioritere det fotojournalistiske arbejde, sådan at de tilbageværende ressourcer lægges dér, hvor førnævnte “merværdi” er størst?