På en mellemstor lokalavis i Norge tages tre ud af fire billeder af reporterne selv, og foto-arbejdspladserne er under pres.
Mens debatten om ”fotograferende journalister” kører i Danmark, har den faggrænse nærmest aldrig eksisteret i Norge. Et konkret eksempel derfra fortæller, hvad man kan vente sig herhjemme.
Jeg var midt i april coach i en uge på Hamar Arbeiderblad, et dagblad med et oplag på 28.000 og en dominerende position i Hedmarken ikke langt fra Lillehammer. Avisen har tre fuldtidsansatte fotografer plus en elev. I den uge, jeg var på redaktionen, registrerede jeg, hvem der tog billederne til hvilke historier.
Mine observationer i grove træk:
- 24% af de større billeder (over 25 kvadratcentimeter) på lokalsiderne, sport, kultur og debat var taget af de fastansatte fotografer. Langt de fleste af de øvrige fotos var taget af journalitserne selv – bortset fra nogle få privatfotos.
- Billedkvaliteten var kolossalt svingende. Fra glimrende fotojournalistik til døde – og lidt uskarpe – portrætfotos.
- Flere af fotograferne tager initiativ til – og gennemfører – egne billed-projekter flere gange om måneden. Det kan for eksempel være at følge et handicappet søskendepar over længere tid.
- Derudover prioriteres fotografernes tid mest på reportage- og features til lørdagens tillæg Pluss samt de bærende daglige nyhedsopslag.
- I dækningen af omegnskommunerne rundt om hovedbyen Hamar anvendes næsten udelukkende fotos taget af reporterne selv. Der spares en masse kilometer, og reporterne har ro i sjælen ved at vide, at de selv kan bestemme, hvilke historier, der skal billeddækkes.
Danske avisfotografer frygter, at det stigende antal aftaler om ”fotograferende journalister” vil få redaktionerne til at nedlægge fotograf-arbejdspladser. Og den frygt er berettiget, viser erfaringerne fra Norge, hvor kun større dagblade som VG, Dagbladet og Bergens Tidende stadig har deciderede billed-faglige miljøer i form af fotoafdelinger.
På mindre norske dagblade (under 15-20.000 i oplag – og dem er der stadig mange af i Norge) er der kun få fotografer ansat i dag.
Og på en avis som Hamar Arbeiderblad er fotografernes arbejdspladser ikke fremtidssikrede. Om kort tid går en af de fastansatte fotografer på pension, og eleven har fået job på en af de store landsdækkende dagblade. Ingen af de to job genbesættes.
Min egen konklusion er, at fotojournalistikkens fremtid er usikker, når en sådan faggrænse forsvinder.
Når det handler om jobsikkerhed, afhænger den naturligvis af, om fotograferne kan overbevise ledelsen om, at de kan levere den nødvendige “merværdi” til det redaktionelle arbejde. Og dér er de naturligvis afhængige af, at billedkvalitet og fotografernes arbejde i det hele taget har status i ledelsens øjne.
Og når det gælder jobindhold, er de afhængige af de samme faktorer - plus én mere: Vil det lykkes redaktionerne at prioritere det fotojournalistiske arbejde, sådan at de tilbageværende ressourcer lægges dér, hvor førnævnte “merværdi” er størst?
